Om os

Hvem er vi?

Vendepunkt Forsorgshjem

Læs mere om hvad vi står for her

Vendepunkt er et midlertidigt botilbud jf. Servicelovens §110. Forsorgshjemmets personale består af socialfaglige og pædagogisk uddannede medarbejdere med mange års relevant erfaring fra hjemløseområdet.

Tilbuddet er grundlagt i 2020 som et nyt alternativ tilbud til hjemløse mænd, særligt unge, som i stigende grad fravælger de traditionelle større institutionslignende herberger med blandet beboersammensætning. Vendepunkt er sat i verden med en klar vision: at tilbyde et tidssvarende forsorgshjem, hvor ro, tryghed og hjemlige rammer danner fundamentet for trivsel og udvikling. Med et mindre og afgrænset botilbud skaber vi de bedste forudsætninger for både et trygt fællesskab og en målrettet socialfaglig indsats af høj kvalitet, der gør en reel forskel. Vores sigte er at give den enkelte borger et stærkt afsæt til at skabe varige forandringer i eget liv.

Vendepunkt Forsorgshjem

Målgrupper og rammer

Målgruppen for Vendepunkt er hjemløse mænd med sociale udfordringer i alderen 20-67 år. Vi møder dem som medborgere, der er motiverede for forandring og derfor kan og vil samarbejde med personalet om at finde en vej ud af hjemløsheden.

Vendepunkt tilbyder misbrugsfrie og hjemlige rammer og henvender sig således ikke til borgere med omfattende og aktivt misbrug, ubehandlede psykiatriske udfordringer eller meget lavt funktionsniveau. Tilbuddet henvender sig til borgere, som har en grundlæggende boevne og ikke har behov for støtte om natten, da der som udgangspunkt ikke er natpersonale.

Vi holder til i to store villaer, centralt placeret i Vanløse tæt på offentlig transport og indkøbsmuligheder. Begge afdelinger er fordelt på to etager og har plads til fem-syv beboere, som hver har eget værelse med seng, garderobe, køleskab og skrivebord. Derudover rummer begge afdelinger tre toilet/badeværelser med vaskefaciliteter, et fælles køkken, opholdsstue og udendørs arealer med plads til ophold og aktiviteter

Takst

Økonomi og tilsyn

Taksten for ophold på Vendepunkt fastsættes i henhold til gældende regler og fremgår af Tilbudsportalen. Du kan finde den aktuelle takst og yderligere information på tilbudsportalen

Vidste du, at Vendepunkt får topkarakter af tilsynet for vores arbejde med de hjemløse mænd? Ved sidste tilsyn vurderede Socialtilsynet i deres rapport, at ” den socialfaglige kvalitet ligger på et højt niveau.”. Tilsynet fremhæver desuden, at “der er i høj grad gennemsigtighed med tilbuddets økonomi. Find den seneste tilsynsrapport på tilbudsportalen”.

Vi er medlem LOS-Landsorganisation for sociale tilbud i Danmark.

Yderligere information

Faglig tilgang og praktisk information

Indskrivning på Vendepunkt sker efter henvendelse fra borger eller via henvisning fra samarbejdspartner eller offentlig myndighed.

En borger bliver indskrevet på Vendepunkt efter en visitationssamtale, hvor det ud fra en konkret og individuel vurdering besluttes, om borgeren tilhører målgruppen. Hvis ikke, rådgiver vi borgeren om alternative muligheder som i højere grad kan imødekomme borgerens støttebehov.

På Vendepunkt anvender vi faglige tilgange og metoder, der understøtter borgerens behov samt tilbuddets formål og indsats.

Vi arbejder ud fra en Housing First-tilgang med udgangspunkt i en procesplan udviklet i samarbejde med Housing First Danmark.

Vores socialfaglige og pædagogiske indsatser bygger på følgende tilgange/metoder og principper:

  • Den Motiverende Samtale (MI)
  • Den narrative tilgang
  • ADL (almindelig dagligdags livsførelse)
  • Low Arousal-princippet
  • Relationspædagogisk tilgang

Formålet med opholdet er, at borgeren opnår størst mulig selvstændighed og tillid til egne evner, med henblik på en bæredygtig og stabil tilværelse i egen bolig samt øget livskvalitet

Vi inddrager borgerne med respekt for deres selvbestemmelse og medbestemmelse. Relationsarbejdet udgør fundamentet for samarbejdet, hvor vi fokuserer på at bringe borgerens ressourcer i spil og støtte udviklingen af nye tilværelsesfærdigheder.

Vi har en grundlæggende tiltro til, at hvert enkelt menneske kan selv, hvis blot det får den rette hjælp og støtte.

Derudover arbejder vi helhedsorienteret og i tæt samarbejde med relevante samarbejdspartnere for at understøtte borgerens mål og positive udvikling.

Vendepunkts værdigrundlag bygger på nysgerrighed, tiltro, respekt, empati, og rummelighed. De værdier er i centrum for det daglige arbejde og i mødet med borgerne.

Vi arbejder ud fra et humanistisk menneskesyn og med en overbevisning om, at alle mennesker, uanset kompleksiteten af deres udfordringer og livshistorie, besidder ressourcer, potentialer og ønsker til en fremtid, som kan forløses ved at antænde håb og skabe grobund for menneskelig opblomstring.

Vision

Vendepunkts vision er et samfund, hvor ingen hjemløse med sociale problemer er nødsaget til at leve på gaden, fordi der mangler det rette tilbud og støtte til at kunne finde en plads i samfundet.

Her er vores bidrag et tidssvarende forsorgshjem i trygge og hjemlige rammer, hvor dygtigt personale står parat med al den omsorg og sociale støtte, der skal til for, at den enkelte borger kan komme godt videre i sit liv.

Mission
Vi tilbyder et fokuseret midlertidigt ophold til mænd med særlige sociale problemer, som ikke har eller kan opholde sig i egen bolig, og vi tilbyder beboerne aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.